FIRST LEGO LEAGUE
First Lego League, også kendt som FLL, er for dig, som gerne vil samarbejde, fordybe dig i et emne, få nye idéer og nørde med robotteknologi. Konkurrencen er for 10-16-årige over hele Skandinavien.
Efter de mange ugers forberedelse, kulminerer det hele med den store konkurrencedag lørdag d. 7. november i Herning, hvor grupper fra hele kommunen mødes og dyster om at blive FLL CHAMPION. Champion vinderne deltager herefter i landsfinalen og evt. skandinavisk finale.
I forløbet skal vi under det fælles overemne udvælge den idé, der skal skabes en løsning ud fra. Vi skal undersøge en problemstilling, være nysgerrige, udarbejde en projektbeskrivelse, være kreative med vores PIT-område, bygge og programmere en robot, og vigtigst af alt, samarbejde og have det sjovt undervejs. Du får altså en unik mulighed for at udvikle dine evner indenfor 21st Century Skills.
Skal du være en del af holdet?
Uanset om du er mest nysgerrig på robotteknologi, idéudvikling, projektbeskrivelse eller kreativitet, så kan du bruge dine kompetencer på holdet. Det eneste det kræver, er din lyst til at være nysgerrig, undersøgende og vigtigst af alt - en TEAMSPILLER
I bliver naturligvis guidet og vejledt gennem hele processen, så vi i sidste ende står med et projekt, I med rette, kan være stolte af. Et hold kan bestå af op til 12, men den optimale holdstørrelse er 6-8 personer
Underviser:
Mit navn er Lena, og jeg er 36 år. Til daglig arbejder jeg på Lindbjergskolen hvor jeg underviser i udskolingen. Jeg bor sammen med min mand, Martin, i Herning lige ved siden af golfbanen. Et sted jeg også ynder at bruge mine sommeraftener, hvis ikke jeg da ikke er taget på tur i løbeskoene. Jeg har 3 drenge i alderen 1, 8 og 10 år.
Jeg har deltaget med grupper/klasser i First Lego League konkurrencen i alt 6 gange og senest med et hold i ungdomsskolen sidste år, der løb med flere priser og en flot samlet 2. plads. Jeg er uddannet lærer i både dansk, matematik, billedkunst og musik, så har jeres gruppe brug for vejledning, kan jeg hjælpe både kreativt og skriftligt. Derudover har jeg en efteruddannelse i Entreprenørskab, så netop det at fordybe sig i et emne, skabe nye idéer, løsninger og tænke kreativt er noget af det, jeg brænder for.